H for Have

D. 30. januar 2014 
Flyttedag
Jeg har flyttet mine blomsterskriverier til blomsterbloggen.dk  jeg håber vi mødes der :-)


Stramme hortenia 


Hvis du har brug for en lille "tak for hjælpen" gave, er dette et godt bud på en hjemmelavet én af slagsen. Har man en hortensia i haven, er det ingen sag at få fyldt en kasse op. Ofte er det muligt at købe rutepotskjulere, kasser som denne, eller vaser meget billigt i supermarkeder. Har man først "bunden" er det ingen sag at lave en lille hjemmelavet gave.



Det skal du bruge:
en TRÆKASSE 
et stykke OASIS
evt. et stykke PLASTIK
et TAVLE SKILT 


Skær oasisstykket til og lad det trække vand (se på "T for Teknik). Til denne dekoration skal det være et lavt stykke, som kun går halvt op af kassens side.
Læg et stykke plastik i kassen, og placer derefter oasis.




Skær hortensiaerne til med et skråt snit, og stik dem i oasis.
Til sidst placere du det lille skilt og skriver en hilsen på det. Jeg har købt disse tavle skilte i en tigerbutik.




Dekoration med bagside


Dette er en helt klassisk dekoration i oasis. Den er lavet med en forsiden, og en bagside som ikke skal vises frem. En dekoration som egner sig godt til at stå for bordenden, eller på et entremøbel - med ryggen mod muren.




Det skal du bruge:
et stykke OASIS
en SKÅL
3 runde BLOMSTER
3 BLOMSTER som er aflange eller "skærmagtige"
3-7 BLADE
1-3 stk. frugt/grønsag/nødder 


Et par timer før du går i gang, skal du skære et stykke oasis af, og lægge det i blød. (Læs mere om oasis under "T for Teknik".)

Start med at skære oasisstykket til i bunden, så det kan stå i den skål du har valgt. Skær derefter siderne til så der ikke er nogen kanter. Billedet snyder lidt her - så husk at dit oasisstykke skal gå op over kanten ca. 1-2 cm.

Så kan du gå igang med dekorationen. Alle materialer skæret skråt, inden de sættes i. Start med et par blade for at dække så meget som muligt.


Nu skal de "aflange" blomster sættes i. De bliver det højeste og længste punkt. Derefter skal der blade i for at dække oasisen.



Så er det de runde blomsters tur. Når de er placeret, sætter du en kunstig stilk på frugten/grønsagen. Det er et stykke tapet ståltråd eller en tapet blomsterpind.(Se mere under " T for Teknik").



Her er det grønne tomater jeg har brugt. Et lille fif er at sætte dem forskelligt; en med stilken opad, en med den aflange side opad osv. Det giver variation og liv til dekorationen.




Lige nu er rigtig mange blomster i haven som egner sig godt til denne type dekoration: Geoginer, mini solsikker, solhat og zenia egner sig godt som runde blomster. Blomster med aflang form er der også at finde lige nu. Det kunne være gyldenris som her, andre muligheder kunne være: Kæmpe græsser eller stormhat.                                                                                                                                                 




Hurtig krans af krydderurter


Denne krans har jeg lavet ganske lille. Den er kun 5 cm. i diameter. Men du kan jo binde den i lige den størrelse du har lyst til. Er den meget større skal krydderurterne bindes på i små buketter, så den bliver lidt mere busket.


Det skal du bruge:
Forskellige krydderurter. Jeg har brugt; salvie, purløg, mynte, timian og rosmarin
et stykke KRAFTIG TRÅD
et lille stykke BLOMSTERTAPE
tynd METALTRÅD

Er du i god tid, så sæt urterne i vand i et par timer, inden du går i gang.


Start med at tape tråden og derefter tape den sammen så det bliver en cirkel. Gør den tynde tråd fast på kransen ved at sno den et par gange omkring. Fordelen ved at bruge en metaltråd, fremfor en grøn myrthetråd, er at den er en dekoration i sig selv, så du behøver ikke gøre dig meget umage for at dække den til.


Bind nu de forskellige krydderurter på i små grupper. Jeg startede med salvie bladene, fordi de nemt kan løftes og på den måde bliver der en pænere afslutning på kransen.


Når du er nået hele vejen rundt klipper du kobbertråden over og gør den fast på underside. Jeg har bare stukket purløgsenderne ind under de andre urter. Men man kan også vælge at binde dem fast.
Læg nu kransen i et fad med rigeligt vand. 

Den grønne buket

Dette er en af mine ynglings genre indenfor buketter. Det kan stort set altid lade sig gøre at lave en pæn buket af det du kan skrabe sammen fra grøftekanten, haven og grønsagsskuffen, hvis du blot føler nogle enkle tommelfingerregler. De "regler" handler om form, variation/gentagelse og farve. I stedet for at lave en gennemgang af hvordan jeg har lavet netop denne buket, vil jeg istedet skrive lidt om de tre begreber. Så vil du selv kunne kaste dig over at binde en grøn sommerbuket af de materialer som kommer til din rådighed.

Det er disse materialer jeg har brugt til denne buket.

Det er i sagens natur svært at skrive en liste over hvad du skal bruge, men her kommer noget inspiration:
Frugt/grønsag/kogle/friske nødder
Blade i forskellige former og (grønne) nuancer og størrelser
Frøstande
Blomsterknopper
Siv/græsser/korn



Former
For at buketten ikke bliver kedelig er det vigtigt at der er mange forskellige former  I mit eksempel er der limefrugten som er meget rund og også ret tung i sit udtryk. Modsat er der de aflange korn som har en åben form, ligesom den vilde kørvel og ramløg-blomsten som også er åben.  Begenia bladene er ret store og ovale, men ramsløg er trekantet. Alle disse variationer er med til at give liv til buketten.




Variation/gentagelse
Men for at det ikke bliver en stor rodebutik med alle de forskellige former, er gentagelsen vigtig. Lav grupper af de forskellige materialer. Særligt de "åbne former" er det vigtigt at gruppere, ellers vil de give bukketen et rodet look. Miks de forskellige grupper så en fast form kommer ved siden af en åben.
Et godt fif er at bruge hvert enkelt materiale på flere forskellige måder. Buk bløde græsser og siv, fold blade til kræmmerhuse (sæt et stykke tråd igennem for at holde det fast), fold bløde blade til vifter.


Farve
Det virker lidt pudsig med denne overskrift, når emnet nu er en GRØN buket. Der findes rigtig mange nuancer af grøn i vores dejlig natur, og din grønne buket bliver endnu smukkere når du er opmærksom på at gøre brug af hele spekteret. Og så skal vi jo heller ikke være mere regelrette end at at et rødt begenia blad eller et spættet hostablad er velkomne i buketten.


Det var rigtig mange ord! Men det er slet ikke vanskeligt når først man er i gang.  Jeg håber du vil kaste dig ud i at lave dine egne buketter til at pynte dit sommerbord, så ha´ lidt bast inden for rækkevide - og rigtig god fornøjelse.


En yndig krans




Denne krans er nem og hurtig at lave. Bruger du sølvtråd til at binde den med, gør det ikke noget at kransen ikke er helt tæt - trådens giver blot lidt ekstra kant til de sarte fine hvide og blå farver.














Det skal du bruge:
kraftig men blød TRÅD
lidt BLOMSTERTAPE
tynd SØLVTRÅD
en klase SYRENBLOMSTER
nogle ÆBLEBLOMSTER
lidt FORGLEMMIGEJ
en smuk TALLERKEN



Start med at sætte blomsterne dybt i vand nogle timer.
Kransen laves ved at tape tråden, forme den i den ønskede størrelse og tape den sammen. Du kan sagtens bruge en grøn 0,7 tråd, så er det bare en god ide at tape et par stykker sammen. Den krans jeg har lavet her, er ca. 10 cm. i diameter.



Pluk nu syren i små buketter, klip forglemmigej blomsterne af med et par centimeters stilk og lig de tre slags blomster i hver sin bunke.




Tip: Tag et lille stykke gren på ca. tre centimeter og vikl sølvtråd om den. Det er meget nemmere at arbejde med end hvis du skal håndtere hele rullen.

Hæft tråden omkring kransen og gå i gang med at binde. Start med syrener, og skift så mellem de tre slags blomster.



Når du er nået hele vejen rundt, løfter du forsigtigt de syrener du startede med, og binder de sidste stilke fast under dem. Klip tråden over og gør den fast på bagsiden.
Fyld en smuk tallerken med vand og lad kransen ligge der.


Samme system, men her er den blot lavet som en ranke og helt i hvidt.





Mini brændestak

Denne dekoration kan laves i lige den størrelse du har lyst til. Her er det en bordmodel men den kan også sagtens laves til at stå på gulvet. Det er en rigtig fin måde at få brugt de afklippede grene på, der bliver tilovers efter beskæringerne af træer og buske.

Det skal du bruge:
en stak GRENE
et/flere REAGENSGLAS
to HVIDE BLOMSTER
lidt VINSELTRÅD
noget NEONFARVET bånd
en GRENSAKS
                        en KLIPSMASKINE





Saml grenene i et bundt. Det nemmeste er at gøre det
af flere omgange så du laver et lille bundt - banker det godt så "bunden" bliver lige. Derefter binder du vindseltråd om to steder. Klip tråden over og sno enderne godt sammen. Læg så et nyt lag gren omkring og bind dem fast med vindseltråd (samme steder som før).

Sæt nu reagensglasset ned i grenbundtet inden det bliver alt for stramt. Derefter arbejder du videre indtil du har den tykkelse på genene som du ønsker.

Sæt vindseltråden stramt om nogle gange, sno enderne sammen og klip af.




Udvælg to eller tre grene som skal beholde længden og klip de andre til i lidt forskellige højder.
Klip to stykker bånd af så de passer med tykkelsen af grenstakken + en cm. til overlap. Sæt dem stramt omkring så de dækker vindseltråden. Luk dem med to hæfter. 
 Fyld vand i reagensglasset og sæt blomsterne i. Husk at fylde op med vand ret ofte. Lav en lille brændestak af de afklippede grene og sæt også et bånd om den.










En forårsraket

Dette er en hurtig dekoration som meget nemt kan skifte udseende ved at man bruger en anden slags blomster. Resultatet bliver bedst hvis du bruger en blomst med et "trekantet" hoved. F.eks. tulipan.







DET SKAL DU BRUGE:
en Urtepotskjuler
salt eller Sukker
syv Reagensglas (glas fra vaniliestænger kan også bruges)
lidt Vinseltråd
to Perler
et Underfad evt. i zink
7 perlehyasinter


Fyld salt/sukker i urtepotten. Fyld vand i glasrørene og stik dem ned så de står tæt sammen. Bind vinseltråden omkring - mange gange og sno den fast til sidst.  Sæt en perle fast i de to løse trådender.


Placere en blomst i hvert rør og hæld noget salt/sukker i underskålen.



Ranke med løg 


Denne lille forårs dekoration kan udvides helt efter hvor den skal stå. Når man først er i gang er det ikke svært at lave en lang ranke og det vil være meget elegant at dekorere et middagbord på denne måde.



Det skal du bruge:


to til tre stk. Elefanttråd
grøn Blomstertape
en potte Tete a tete
blomster Løg i forskellig størrelse
et aflangt Fad
en Grensaks
en rulle Vinseltråd
en gren Buksbom




Forberedelserne går ud på at banke jorden af tete a tete og skylle rødderne så godt som det er muligt.
Derefter taper du et par elefanttråd og klipper den en i stykker på ca. 5 cm. Du skal bruge samme antaltrådstykker som det antal løg og tete a tete der skal bruges i selve ranken. Derefter sætter du et stykke tråd i hvert løg. Husk at kigge på hvert enkelt løg og beslut hvilken vinkel du vil vise frem.



Derefter klipper du buksbommen ud i mindre stykker. Lav to bunker med hver sin størrelse. i den ene bunke skal stykkerne være ca. to cm og 4-5 cm. i den anden bunke.

    




 


Drys lidt løg - her er brugt nogle små perlehyasint løg - rundt i dekorationen. Gerne i små bunker.




Tulipaner i fangenskab


Der er ikke mange blomster at komme efter i haven i øjeblikket.  Men grene er det muligt at finde i de fleste haver. Hvis de kombineres med smukke farvestrålende tulipaner så får du en rå og anderledes dekoration.


Det skal du bruge:

3-5 grene - efter størrelse
tulipaner
tynd metaltråd
grensaks
vase/urtepotskjuler


Stativet skal ende med at være så stabilt, at det kan stå i en vase eller i en skjuler. Husk derfor at vælge hvilken - inden du går i gang.
Start med at udvælge tre lange grene - klip eventuelle smågrene af. Klip derefter nogle andre grene i mindre stykker på ca. 10 - 15 cm. Klip ikke alle grenene ud fra starten. Det er bedre at gøre det som arbejdet skrider frem, så er det nemmere at se hvor lange stykker man har brug for.

Saml de tre lange grene med noget tråd i toppen. De behøver ikke at være lige lange. Klip dem til i bunden. Bind et stykke gren fast imellem dem, så de lange grene bliver holdt ud fra hinanden.



Nu mangler du kun at binde de små grene fast på dit stativ. Det er et temperaments- og tålmodigheds spørgsmål hvor mange der skal være - og hvor tæt stativet dermed bliver. 


Når du er tilfreds med dit grenstativ, placerer du det i den vase du har valgt og fylder den med vand.
   
Rens derefter alle tulipanerne for blade og skær dem af i forskellige længder. Gem nogle af de flotteste blade. 
Start med at placere de længste tulipaner inden i stativet og arbejd dig ned mod vasens kant. Til sidst kan du sætte nogle blade ind imellem blomsterne eller helt nede ved vasens kant - hvis det er nødvendigt .




Krans med æbler og geranium



Det er et lidt større arbejde at lave en krans, men det er det hele værd! Hvis du bruger de materialer der er til rådighed i naturen, haven eller vindueskarmen - får du meget smukt for meget lidt...


Du kan lave kranse hele året og det gode ved det er, at teknikken du skal lære er meget enkel.
Til denne krans har jeg brugt en håndfuld vilde æbler, lidt rønnebær og nogle ellekogler. I min vindueskarm står to geranium som jævnligt trænger til at blive studset, så de har lagt grønt til denne krans. 

Det skal du bruge:
Blomster, bær, frugter
Grønt - meget mere end du sikkert tror
Ståltråd - helst elefanttråd ellers flere af de tyndere samlet
Myrthetråd eller en anden tynd tråd f.eks. sølv eller kobber
Blomstertape


Start med at tape en (eller flere) elefanttråd(e) og buk det til en krans der lukkes sammen med tape. Frugter som ikke har nogen stilk - i dette tilfælde æblerne - giver en kunstig stilk i form af et lille stykke tapet elefanttråd. Vikl noget af den tynde tråd om et lille stykke gren eller andet. Det er nemmere at arbejde med, end når man har hele rullen.


Gør myrthetråden fast på ringen og læg lidt grønt ovenpå, vikl tråden om, tag lidt bær, vikl tråden om -osv, osv. 
Jeg syntes at det bedst resultat bliver hvis man sørger for at samle materialerne lidt i grupper så bliver udtrykket lidt mere roligt.


Og nu skal den bare ligges på et fad med en smule vand i.

En hel enkel krans er også utrolig dekorativ, f.eks. kun med geraniumblade.

Roser i kurv

Lidt grønt, 3 roser og vupti så er der den sødeste dekoration til sofabordet. Hvis du skifter de store blade ud med noget småbladet grønt bliver udtrykket mere romantisk.


Det skal du bruge:
En lille kurv
3 store blade. Fek.s. begenia og hosta
3 roser
Oasis (skal ligge i blød min. en time)
Perler
Metaltråd


Fór kurven med plastik hvis det er nødvendigt og sæt plastik i så det når til kanten.  
Skær stilken skråt af med en kniv på både blomster og blade. Til denne kurv er stilkene 3-4 cm.
Du kan evt. sætte en anden ende af bladet fast i oasisen med en lille "ståltrådsnål".



Til sidst drysses lidt perler ud over roserne. Nogle perler trækkes på en metaltråd som sættes på kurven som den sidste finish.

Reagensglasvase





Dette er en gør det selv vase som kan varieres rigtig meget. Her har jeg brugt glas som er lige lange men det giver også en fin effekt at bruge to eller tre størrelser sammen.  Man kan også vælge at bruge de helt store reagensglas og vupti så har man en gulvvase.




Det skal du bruge:
En god håndfuld reagensglas (jo højere de er jo flere skal du bruge)
Farvede elastikker
Blomster

Bruger du mange vaniliestænger i madlavningen kan du gemme glassene og bruge dem.



Det er så nemt at gå til så her kræves ikke mange ord: Glassene samles med elastikkerne. 
Fyld vand i nogle eller alle rør og dekorer med blomster.